Johannes Brahms

Johannes Brahms er født i Hamburg, hvor hans far var dansemusiker, senere kontrabassist i byorkesteret. Fra otteårsalderen fik han undervisning i klaver af Otto Cossel, som efter to år sendte ham videre til Eduard Marxsen (1806-1887), hos hvem han tillige studerede teori og komposition.

I 1848 trådte han offentligt frem som pianist, studerede intenst værker af Johann Sebastian Bach og Ludwig van Beethoven foruden samtidens virtuoser (Henri Herz (1803-1888) og Sigismund Thalberg (1812-1871), og han begyndte selv at komponere.

Af stor betydning blev mødet med den ungarske violinist Eduard Reményi (1828-1898), som i 1853 tog den unge pianist med på en koncertturné. I Göttingen mødte han violinisten Joseph Joachim, med hvem han sluttede et venskab, der med afbrydelse varede livet igennem; i Weimar traf han Franz Liszt, hvis person og musik bød ham imod.

I Düsseldorf blev Johannes Brahms modtaget med begejstring af Robert Schumann, som hilste den "unge ørn" med sin berømte artikel "Neue Bahnen" i Neue Zeitschrift für Musik og sørgede for, at hans værker blev udgivet. Men kun få måneder senere, i februar 1854, fulgte Schumanns totale sammenbrud, og Brahms gennemlevede en langvarig krise. Han blev i Düsseldorf for at hjælpe familien indtil Schumanns død i 1856, og hans hengivenhed for den 14 år ældre Clara Schumann udviklede sig til lidenskabelig kærlighed.

De følgende år tilbragte han i Hamburg, afbrudt af tre månedlange ophold ved fyrstehoffet i Detmold som hofpianist, lærer og dirigent af både kor og orkester. Erfaringerne herfra udmøntede han i de to orkesterserenader. Heroverfor står den lidenskabelige og spændingsfyldte 1. klaverkoncert, påbegyndt i kriseåret 1854, men først fuldendt 1858.

Med en "programerklæring" fra marts 1860, som Johannes Brahms underskrev sammen med vennen, violinisten Joseph Joachim og andre ligesindede, fulgte det endelige brud med Lisztkredsens kunstneriske og æstetiske principper (den såkaldte nytyske skole), hvilket i høj grad medvirkede til at besværliggøre Brahms' videre karriere som komponist. I 1862 tog han til Wien, hvor han allerede året efter blev leder af Wiener Singakademie, dog kun for en enkelt sæson.

Herefter fulgte en række år med koncertturnéer i ind- og udland, herunder Danmark, ofte sammen med Joachim eller sangeren Julius Stockhausen (1826-1906). Efter at være blevet forbigået som leder af orkesteret i Hamburg tog Brahms fra 1868 definitivt ophold i Wien og turnerede herefter udelukkende med egne værker.

1872-75 ledede han koncerterne i Gesellschaft der Musikfreunde (Wienerfilharmonikerne). Opførelsen i domkirken i Bremen af Ein deutsches Requiem den 10. april 1868 var en triumf for den knap 35-årige Brahms, og talrige opførelser rundt om i Europa bidrog til at fastslå hans ry som en af tidens førende komponister. Også inden for en helt anden genre opnåede han en enestående popularitet, nemlig de Ungarske danse for firehændigt klaver.

Nu følte Johannes Brahms sig omsider rustet til at virkeliggøre sine symfoniske visioner. I 1873 komponerede han sit populæreste orkesterværk, Variationer over et tema af Haydn op. 56a (samtidig version for to klaverer, op. 56b; temaet "Chorale St. Antoni" er formentlig ikke af Joseph Haydn). I 1876 fuldendte Brahms — efter en mangeårig tilblivelsesproces — sin 1. symfoni. Allerede året efter fulgte den 2. symfoni og i 1878 violinkoncerten.

I 1879 udnævntes han til æresdoktor ved universitetet i Breslau. Han kvitterede herfor med den studentikost-løsslupne Akademisk Festouverture, idet han samtidig som modstykke hertil komponerede Tragisk Ouverture. Richard Wagner reagerede på udnævnelsen med et hadsk angreb på Brahms i artiklen "Über das Dichten und Komponieren". I 1881 indledte Brahms et frugtbart samarbejde med det berømte hofkapel i Meiningen. Blandt de første værker, som her blev gennemprøvet, var den nye klaverkoncert nr. 2. I 1883 komponerede han den 3. symfoni og i de følgende år den 4. symfoni, uropført i Meiningen. Som tak for udnævnelsen til æresborger i Hamburg 1889 skrev han Fest- und Gedenksprüche, tre motetter over bibelske sentenser.

Mødet med Meiningenklarinettisten Richard Mühlfeld (1856-1907) inspirerede Brahms til hans sidste kammermusikværker, alle med klarinet: trio i a-mol, kvintet i h-mol og to sonater. Under indtryk af Clara Schumanns sygdom komponerede han Vier ernste Gesänge op. 121 til tekster fra Bibelen. Hun døde i maj 1896, og få måneder senere fuldendte Brahms sit sidste værk, de smerteligt skønne Elleve koralforspil for orgel op. 122.

Af alle romantiske komponister er Johannes Brahms uden tvivl den mest klassisk orienterede. En litterær komponist var han ikke. Han afskrev enhver form for symfonisk digtning og komponerede sine store værker i de traditionelle former. Hans kendskab til tidligere tiders musik var enormt; ikke kun Beethoven, men også Bach og renæssancens musik lod han sig inspirere af. De klassiske håndværksmæssige færdigheder holdt han i hævd, og hans egen beherskelse af den musikalske satsteknik var enestående.

Spændingen mellem hans subjektive, lyrisk-følsomme tonesprog og en urokkelig vilje til objektiv, strengt disciplineret formulering af stoffet er et af de mest fascinerende træk i hans kunst. Johannes Brahms' værker blev katalogiseret i 1984 af Donald M. og Margit L. McCorkle.