Antonín Dvorák

Antonín Dvorák var en tjekkisk komponist. Han blev født i en bøhmisk landsby, hvor han tidligt optrådte som violinist. I 1854 blev han sendt til byen Zlonice, hvor han lærte tysk og fik en grundig musikuddannelse.

I årene 1857-59 blev han uddannet som kirkemusiker ved Orgelskolen i Prag, men hans første professionelle virke var som bratschist i et lille orkester, der siden kom til at danne grundstammen i Prags teaterkapel. Fra denne tid stammer hans første større kompositioner, bl.a. kammermusikværker og to symfonier

I 1871 opgav Dvorák sin orkesterplads for at komponere, men var i flere år afhængig af indtægter fra undervisning.

Af afgørende betydning var derfor tildelingen af det østrigske statsstipendium i 1874. Johannes Brahms, som var en af hans varmeste fortalere, sørgede endvidere for, at hans værker blev udgivet. I 1878 udkom Mæhriske duetter og Slaviske danse, som begge blev modtaget med begejstring, og flere værker fulgte hurtigt efter.

Med ét var Dvorák blevet en international berømthed, efterspurgt overalt både som komponist og som dirigent af egne værker. Brahms mente, at han burde flytte fra det "provinsielle Prag" til den traditionsrige musikby Wien for at udvide sin kunstneriske horisont, men Dvorák nærede en uudslukkelig kærlighed til den tjekkiske nation og afviste tanken.

I 1891 begyndte Dvorák at undervise i komposition ved konservatoriet i Prag, og året efter modtog han posten som leder af National Conservatory of Music i New York, hvor han opholdt sig i to perioder. Inden afrejsen til USA opførte han sin Dumky-trio og ouverturetrilogien I naturen, Karneval og Othello.

I begyndelsen af 1893 komponerede han i USA sit populæreste orkesterværk, symfonien Fra den nye verden, efterfulgt af Strygekvartet i F-dur og Strygekvintet i Es-dur, begge betegnet "Den amerikanske". Dvorák afbrød sit andet USA-ophold efter kun et halvt års virke, ifølge ham selv af familiemæssige årsager. Forinden havde han komponeret endnu et af sine fineste orkesterværker, Cellokoncert i h-mol (1894).

I 1901 blev Antonín Dvorák udnævnt til direktør ved Pragerkonservatoriet. Samme år opførtes på Nationalteatret operaen Rusalka; den blev vel modtaget, og Dvorák kunne glæde sig over, at han omsider havde skrevet en opera, som straks vandt hans landsmænds bifald. Så meget mere smertede det ham, at hans sidste opera Armida faldt igennem ved premieren i 1904. Han måtte forlade uropførelsen pga. et ildebefindende og døde af en hjerneblødning fem uger senere.

Antonín Dvorák er — som Smetana før ham og Janácek efter — sin generations førende repræsentant for den tjekkiske nationalmusik. Hans forkærlighed for Mozart, Beethoven og Schubert inspirerede ham til at dyrke symfonien og kammermusikken, og først sent vendte han sig mod den symfoniske digtning, som de nationalt bevidste romantikere ellers foretrak.

Direkte lån fra folkemusikken er sjældne hos ham, men de Slaviske danse og Slaviske rapsodier viser hans dybe fortrolighed med dette stof, ligesom folkemusikalske elementer sætter deres uforvekslelige præg på talrige enkeltsatser i symfonier og kammermusikværker som fx brugen af furiantrytme og dumka i finalen af violinkoncerten.

Hans melodiske opfindsomhed er overvældende, temaerne folder sig ud med en friskhed og spontanitet, som leder tanken hen på Schubert. Og ligesom denne måtte Dvorák med sin udpræget lyriske begavelse kæmpe med den dramatiske genre opera.

Kormusikken omfatter værker som Stabat Mater og Requiem. Blandt hans mere end 100 sange og duetter må fremhæves Mæhriske duetter, Sigøjnermelodier og Bibelske sange. Klaverkompositionerne er overvejende danse og karakterstykker. Blandt de otte Humoresker opnåede nr. 7 i Ges-dur hurtigt en enestående popularitet verden over.

Antonín Dvoráks værker blev katalogiseret i 1960 af den tjekkiske komponist og musikforsker Jarmil Burghauser (1921-1997), citeret som B.

Antonin Dvorak Museum

Der ligger et museum for Antonin Dvorak i Prag i bydelen Novo Mesto, det blev etableret i 1932, og har har fra oprettelse ligget i det barokke pragtpalæ fra begyndelsen af det 18. århundrede. Huset er bygget af arkitekten Kilian Ignaz Dientzenhofer.

Museet kan en stor samling af de bevare dokumenter, der beskriver mesterens liv og arbejde: arbejdspapirer, musikalske autografer, korrespondancer og skrevet materiale, fotografier, musikprogrammer, personlige ejendele og plakater etc. Af museets mange skatte indeholder det en unik samling af manuskripter til musikudkast og musikforeslag. Det indeholder også en større del af hans arbejdsarkiv, der viser, hvorledes komponisten blev langsomt mere kendt. Den permanente udstilling, som har åbent hele året rundt, præsenterer i detaljer Dvoraks liv, arbejde, pædagogiske aktiviteter og koncertoplevelser.

Museet markerer såvel hans fødsel som død. På hans årsdagen for hans død 1. maj 1904 om aftenen arrangerer museet en ceremoni ved hans grav på kirkegården i Vysehrad. På hans fødselsdag 8. september 1841 arrangeres der til markering en lille begivenhed ved mindepladen i byen Nelahozeves (25 km nord for Prag). I hans fødeby findes der en afdeling af museet, hvor man kan følge hans barndom. Hans slægtning og svigersøn fra byen, Josef Suk, blev en anden stor komponist. Denne komponist har museet også fokus på.

Jeg har ikke været opmærksom på at museet eksisterde, de 2 gange jeg har været i Prag. Når og hvis jeg kommer til Prag igen, så skal det museum helt sikkert besøges.

Sidste gang jeg var i byen, var jeg inde i Prags Koncerthus Rudolfinum, men desværre kun i foyeren. Det var midt på sommeren, og der var ikke koncerter i de dage vi var i byen. Men foyeren er meget smuk og er et besøg værd i sig selv, så det var ikke helt forgæves at besøge bygningen. Og der er en fin lille butik med sovenir - og med salg af musik.

Jeg købte en boks med 3 cd'er med tjekkisk kammermusik. Selvfølgelig er Dvoráks musik med i boksen, men jeg opdage også komponisten Vítezslav Novák og hans stygekvartet nr. 2. Det bliver spillet af Smetana Kvarteten, og er et fantastisk stykke musik, der starter stille og bliver bygget op meget langsomt. Stykke har en varighed på ca. 30. minutter. Det kan anbefales at høre det stykke.

Jeg skal have fundet noget mere musik med Vítezslav Novák. Og han kommer også her på sitet på et senere tidspunkt.